Nordisk seminar om svømmeundervisning i skolen




2. december 2016

At kunne svømme er en grundlæggende færdighed, som alle bør lære i en tidlig alder. Det er en holdning som vi og vores nordiske nabolande er enige om.



Som en del af Dansk Svømmeunions og TrygFondens projekt ’Alle skal lære at svømme’, inviterede Dansk Svømmeunion og Forsknings- og Innovationscenter for Idræt, Bevægelse og Læring til et Nordisk seminar, den 29.-30. november, med fokus på svømmeundervisningen i skolen.

Omkring 40 deltagere fra Norge, Sverige, Island, Finland, Færøerne og Danmark – primært konsulenter fra svømme- og livredningsforbund, undervisere og forskere fra lærerseminarier, universiteter med flere – har over de to dage i Idrættens Hus, bidraget til spændende oplæg, diskussioner og workshops.
 

Fælles udfordringer – svømmeundervisningen skal udvikles

Svømmeundervisning i skolen er vigtig for børn og unges kropslige dannelse og har afgørende betydning for, at alle lærer at svømme. Det er derfor afgørende, at skolesvømning også fremover er at finde på elevernes skoleskemaer, og det kræver at svømmeundervisningen, i bred forstand, udvikles.

Formålet med seminaret har været at dele viden og erfaring på tværs af de nordiske lande, hvor flere vilkår og problemstillinger er ens. Spændende projekter, politisk lobbyarbejde, igangværende forskning, undervisning med mere, blev præsenteret, og væsentlige emner som svømmeduelighed, fremtidens svømmeundervisning i skolen, svømmelærerkompetencer og -uddannelse med mere, blev diskuteret.
 

Skal bidrage til fremtidens svømmeundervisning i skolen

Materialet fra seminaret skal bidrage til det fremadrettede arbejde i projekt ’Alle skal lære at svømme’, der primært fokuserer på at udvikle, implementere og evaluere innovative modeller for svømmeundervisning i skolen, som sikrer effektiv læring af basale svømmefærdigheder og vandkompetence. Ambitionen er, at alle fremover lærer at svømme i en tidlig alder.

For yderligere information, kontakt da: Tobias Marling, udviklingskonsulent, e-mail: tm@svoem.dk, mobil: 51 66 39 82.