Menu

Portræt: "Jeg kan ikke svømme - og det burde være ok at sige højt"

23. marts 2015

26-årig Line Hintze har aldrig lært at svømme, og det har sat begrænsninger på flere måder end én, fordi folk ikke altid forstår, fortæller hun.

Af Anne Vegeberg Hansen

 

Når man bor i et land, der er omringet af vand, og hvor man ikke skal køre langt, før man er ved den nærmeste badestrand, sø eller å, er det at kunne svømme en grundlæggende færdighed.

Men selvom at hovedparten af landets grundskoler tilbyder svømmeundervisning, er det ikke alle danskere, der lærer at svømme, hvilket kan være svært at forstå for de folk, der godt kan.

Det mener Line Hintze, der aldrig selv har lært at svømme:

Jeg har ofte oplevet, at folk tager det for givet, at du kan svømme. Så når du fortæller dem, at det kan du ikke, så reagerer de desværre typisk meget chokeret og uforstående, og du begynder at føle dig lidt underlig.

Derfor holder du det for dig selv og undgår bevidst situationer, hvor det kan komme på tale, eller du kan være nødt til at fortælle om det, siger Line Hintze.

I følge en YouGov-undersøgelse udarbejdet for Dansk Svømmeunion og TrygFonden i 2014 i forbindelse med projektet "Alle skal lære at svømme" er det hele 35 procent af den voksne danske befolkning, der ikke er svømmeduelige. Det vil ifølge den fælles nordiske definition herfor sige, at de ikke kan svømme 200 meter uden hjælpemidler.

Det samme er gældende for mere end hvert andet barn i alderen 7-14 år, hvilket er paradoksalt taget i betragtning, at Folkeskoleloven dikterer, at samtlige børn skal modtage svømmeundervisning.

 

Isoleret på bassinkanten

Line Hintze, der er uddannet journalist og er i gang med en overbygning med speciale i asiatiske studier, fortæller, at da hun i sin tid skulle have svømmeundervisning i skolen, var hun én af de få i sin klasse, der ikke kunne svømme. Sandsynligvis fordi hun er opvokset i Grenaa, hvor de har en af landets mest populære badestrande.

Så i modsætning til sine klassekammerater, kastede hun sig ikke bare ud i det, og det betød, at hendes svømmelærer til sidst henviste hende til bassinkanten.

Jeg endte op med at sidde der alene og blot se på - isoleret. Til sidst blev jeg fritaget helt fra svømmeundervisningen, fordi jeg gik grædende derfra med en følelse af nederlag hver gang, fortæller Line Hintze, der siden hen bevidst har forsøgt at undgå vand og derfor er endt med at sige nej til at deltage i mange sociale aktiviteter såsom at tage på stranden eller i badeland.

Det var altid nemmere at lyve og sige, at jeg havde glemt mit badetøj, eller blot sige helt nej til at deltage. Men det betød også, at jeg gik glip af mange ting, jeg egentlig gerne ville være med til - udelukkende fordi jeg var bange, fortæller den 26-årige studerende.

 

Skam stjæler modet

Fravalget af vandaktiviteter skal dog ikke opfattes som en nedprioritering af svømning, påpeger Line Hintze, der selv har forsøgt at lære det siden folkeskolen.

Jeg har aldrig lært at svømme, men det er ikke fordi, at jeg ikke har haft lyst til at lære det. Det har simpelthen bare ikke faldet mig lige så naturligt at lære, som det har gjort for så mange andre, siger hun.

Line Hintze ved ikke selv, hvorfor det har været så svært for hende at hoppe i vandet og lære at svømme, når det virker så nemt og naturligt for alle andre.

Om det er fordi, at hun blev fanget under en bølge, da hun var seks år gammel, eller fordi ingen af hendes forældre er de store vandhunde, er svært at sige. Hun ved dog, at frygten for vand har vokset sig større i takt med, at årene er gået – ligesom det er blevet sværere at tvinge sig selv til at lære det.

Jeg er mest flov, fordi det virker som en basal færdighed. Ligesom man kan cykle, gå og løbe, så burde man også kunne svømme. Det er den bevidsthed, der hersker hos én, selvom man godt ved, at der er andre folk, der heller ikke kan.

Og så ender man ikke alene op med at holde det for sig selv og undgå situationer, hvor det kunne komme på tale, men det bliver også sværere at få gjort noget ved det, fordi det i sig selv er en konfrontation med, at man ikke kan og følelsen af at være underlig, fortæller Line Hintze.

Ifølge YouGov-undersøgelsen er det tydeligt, at det at kunne svømme går i arv, ligesom det er sikkert, at halvdelen af dem, der ikke kan svømme, gerne vil lære det. Men cirka hver anden af disse bremses af deres vandskræk.

Derudover er det tydeligt, at der er en del, der slet ikke ved, at om de kan svømme. Men paradoksalt nok kan næsten alle blive enige om, at det er vigtigt at lære. Således svarer 91 procent ifølge undersøgelse, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at man kan svømme.

 

En befrielse

Line Hintze anser selv det at kunne svømme som yderst vigtigt – nok endnu mere fordi hun netop har mærket på egen krop, hvordan manglende svømmefærdigheder kan sætte begrænsninger for én på flere måder end én.

Derfor har hun nu også i en alder af 26 år taget sig mod til at overkomme skammen og ignorere folks reaktioner ved at begynde på et svømmehold for voksne med vandskræk, og for første gang ser det ud til, at det virker.

For der er alle på lige fod. Vi har alle det tilfælles, at vi har været bange for vandet og skammet os over, at det ikke faldt os naturligt at lære. Der er altså forståelse for vores begrænsninger, hvilket gør det nemmere at bryde dem, fortæller den 26-årige studerende.

Men det er hende stadig en gåde, hvorfor det skulle være så svært.

Hvis man ikke kan svømme, er det noget, man holder lidt for sig selv. Det er i hvert fald ikke noget, jeg har fortalt om første gang, jeg mødte folk, fordi jeg både blev lidt flov, men også irriteret på folk over, at de grinte af det, siger Line Hintze.

Men det skal være okay at sige det højt – ikke så det bliver okay, at man ikke har lært at svømme, men så det bliver nemmere at bede om hjælp til at lære det. For mig har det været en befrielse at komme i gang, og det er vigtigt at få sagt videre til andre, der ikke har lært at svømme. For de skal ikke længere lade sig begrænse af omverdenens manglende forståelse.