Menu
Svømning bliver nu også en del af Skole OL
8. november 2016
Aktiviteten "Klassen Svømmer Langt" bliver i 2017 en del af Skole OL-konceptet, som er "OL i børnehøjde".
I 2017 består Skole OL ikke længere udelukkende af atletikdiscipliner. Svømning, bueskydning, eSport og roning er kommet med på Skole OL-programmet.
Skole OL er OL i børnehøjde.
I 2017 er det niende gang, at Skole OL afvikles, og det er med et nyt og større sportsprogram. Hidtil har landets 4.-7. klasser udelukkende dystet i forskellige atletikdiscipliner. De suppleres nu med svømning, bueskydning, eSport og roning.
”Svømning, bueskydning, roning og eSport er nye på Skole OL-programmet og supplerer atletikdisciplinerne løb, kast og spring. Med flere vidt forskellige sportsgrene på programmet er der noget for alle i klassen, uanset om man er til udholdenhed, præcision eller taktik. Det er vigtigt, at vi viser børnene, at sportens verden er alsidig, og at den tilbyder noget til alle, ” siger Morten Mølholm, der er direktør for Danmarks Idrætsforbund og en af arkitekterne bag Skole OL. Han fortsætter:
”Det har altid været visionen for Skole OL, at det skulle udvides med flere sportsgrene, så det kommer til at ligne OL endnu mere. Den vision stopper ikke med de nye sportsgrene. Jeg ser gerne, at vi i årene fremover får endnu flere af vores specialforbund med på Skole OL-vognen, så tilbuddene til skolebørnene bliver endnu flere og mangfoldige.”
Ny rekord i sigte
I 2016 satte Skole OL deltagerrekord med over 30.000 børn fra 1.635 klasser. Med de nye sportsgrene på programmet, så er forhåbningen, at den rekord kun kommer til at stå et enkelt år.
Formand for Skole OL-styregruppen og direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, siger:
”Skole OL er deltagermæssigt en kæmpe succes. Der er Skole OL fra Maribo i syd til Skagen i nord, og det er efterhånden et idrætskoncept, som er kendt på de fleste skoler. Det er vi stolte over, men vi læner os ikke tilbage. Vi vil ikke bare udvide med sportsgrene. Vi vil også sætte deltagerrekord igen i år, så endnu flere børn i 4.-7. klasse får en god Skole OL-oplevelse og stifter bekendtskab med nye sportsgrene.”
De indledende Skole OL-stævner afvikles i foråret 2017, mens den store finale med omkring 8.000 elever afvikles 13.-16. juni i Aarhus.
Nedenfor kan du kort læse om, hvordan der skal dystes i Skole OL-sportsgrenene:
Svømning
Hele klassen svømmer så langt, som de kan på 20 minutter. Det handler om at kunne bevæge sig i et andet element og de 4. og 5. klasser, der har svømmet længst, kommer til Skole OL-finalen, hvor der dystes i forskellige discipliner og aktiviteter.
Skole OL-svømning er for 4.-5. klasse.
Atletik
Hele klassen dyster sammen i løb, spring og kast. Det handler om fælleskab, samarbejde og koordinering. Det er hele klassens samlede resultat, der tæller – ved finalerne kåres de bedste klasser samt individuelle vindere.
Skole OL-atletik er for 4.-7.klasse.
Bueskydning
Klassen dyster i klassisk skiveskydning, som handler om præcision. Jo flere 10’ere, jo bedre. Det er hele klassens resultat, som tæller. Ved finalerne kåres den bedste klasse, samt individuelle vindere.
Skole OL-bueskydning er for 5.-6.klasse.
eSport
Der vil være flere eSport-discipliner på programmet, hvor man kan deltage individuelt og som klasse. Det handler om fællesskabet, og det er klassens samlede resultat, der tæller. Til finalen kåres den bedste klasse og individuelle vindere.
Roning
Hele klassen dyster sammen om at ro 4.000 meter i én romaskine, og alle fra klassen skal ro mindst én gang. Det handler om samarbejde, styrke og hvem, der er bedst til at disponere kræfterne – og dermed få den hurtigste tid og blive ”Danmarks Stærkeste Klasse”.
Skole OL-roning er for 6.-7.klasse.
Om Skole OL
Skole OL er OL i børnehøjde og har fundet sted siden 2009. Alle landets 4.-7. klasser har mulighed for at deltage i Skole OL og kvalificere sig til det store finalestævne. Klassen kan kvalificere sig i én af følgende discipliner; atletik, bueskydning, eSport, roning eller svømning. I 2017 afholdes der lokale Skole OL-stævner over hele landet med en finale i Århus 13.-16. juni.
Skole OL har længe været et samarbejde mellem DIF og Dansk Atletik Forbund med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. I 2017 udvides samarbejdet med flere af DIF’s specialforbund, eSport og Aarhus Kommune.
Læs mere om Skole OL på www.skoleol.dk.